|
Post by Faith Nightingale on Jan 18, 2009 18:19:22 GMT 1
Faith havde fået tilladelse til at ride en tur i skoven, sammen med en livvagt. Nu sad hun på sin hest, med livvagten et stykke bag sig og studerede skovsøen og træerne omkring den. Hun sad tavs mens hendes blågrønne øjne langsomt studrede området og hun sugede stedet skønhed til sig. Hun elskede den måde søens vand genspejlede solens lys, og den måde hvorpå vinden fik træernes blade og grene til at sveje roligt frem om tilbage. Hun så sig kort over skulderen for at tjekke hvor vagten, hvorefter hun igen gav sig til at betragte det smukke landskab.
|
|
|
Post by spurv on Jan 18, 2009 18:22:14 GMT 1
balder smilede en tilstedeværelse drev hm tl at glide på strålerne ned over skovsøen.. han lod fortsat lyset lege i vandet og od det glide ind igennem hende lange hår og lod det strefe hendes kind..
|
|
|
Post by Faith Nightingale on Jan 18, 2009 18:26:16 GMT 1
Hun mærkede hvordan solen rørte hendes hud, og fik sin trofaste hest til at bakke tilbage til de var inde i skyggen. Hendes hud havde en fin hvid farve, hvilket var 'det rigtige' for tiden og en af hendes socialklasse, og derfor ville hun ikke risikere at blive solskoldet eller solbrændt. Hendes hest strakte sin hals nedad og nippede blidt til græsset da den ejer igen gav sig til at studere alle naturens små detaljer. Og hun opdagede virkelig hvert enkelt detalje.
|
|
|
Post by spurv on Jan 18, 2009 19:03:29 GMT 1
han smilte lyset spillede i skoven og han lod lyset følge eter prinessen som han nu genkendte hende til dt var ike solen der fulgte efter bare lys så den brændte ikke. han lod det glide ind i hendes og vagtens hår han nød altid at se spillet i hår.
|
|
|
Post by Faith Nightingale on Jan 18, 2009 19:18:55 GMT 1
Faith løftede undrende det ene øjenbryn, siden lyset have flyttet sig for hurtigt, og fortrængt skyggen i modsatte retning af hvad den skulle. Hun så et øjeblik på lyset der spillede på hendes grønne kjole og kappe, men så fik hun igen hesten til at bakke ind i skyggen. Siden hun ikke vidste at dette lys ikke kune gøre hende solbrændt, ville hun stadig bare undgå dette. Hun så hen på vagten som nu sad på sin brune hest et par meter foran hende, hun smilte roligt til ham før hun roligt så ud over søen igen.
|
|
|
Post by spurv on Jan 18, 2009 19:23:05 GMT 1
"jeg gør dig ikke noget prinsesse" sagde en blid stemme som kun hun kunne høre. den syntes at komme alle vejne fra.. lyset spilede i træene og over jorden.. små ståler ramte hesten og hendes beskytter
|
|
|
Post by Faith Nightingale on Jan 18, 2009 19:33:19 GMT 1
Faiths hest trippede lidt og hun så hurtigt hen på vagten, i den tro at han havde sagt det til hende, men da hun kunne se på ham at det ikke var tilfældet begyndte hun at se sig vildt omkring. hendes vagt så undrende på hende "Hvad er der galt frk.?". Hun stoppede op og så på vagten som et dådyr der var blevet fangt i et lysskær "Jeg troede bare jeg hørte noget." hun sad et øjeblik og holdt vagtens øjenkontakt, indtil han til sidst nikkede og så væk igen. Faith sukkede og så op mod himlen *Jeg må være ved at blive sindssyg*
|
|
|
Post by spurv on Jan 18, 2009 19:35:27 GMT 1
"bestemt ikke " sagde han blidt igen en stråle gled over hendes hånd og dannede kort en lille kugle mod hendes håndflade.. lyset omkring vagten var normal..
|
|
|
Post by Faith Nightingale on Jan 18, 2009 19:39:58 GMT 1
Faith så op mod træet grene, og flyttede forfærdet sin hånd da det gik op for hende at dette fænomen ikke skyldtes at bladene havde delt sig. Hun så igen hen på vagten, og måtte konstantere at uanset hvad det var der påvirkede hende, så var hun alene med det. Eller var det en person? En anden del af hende selv, en del som kunne læse tanker? Hun lod sin hest gå en omgang rundt om det træ den stod ved for at tjekke om der var nogle der lavede sjov med hende.
|
|
|
Post by spurv on Jan 18, 2009 19:46:12 GMT 1
han smilede for sig selv uanset hvor hun var rundt om træet var der kun lyset " du behøves ikke lede jeg er lige her" lyset spillede over hendes kind et kort sekund.. han nød at se kvindens reaktion. miyoki havde fået ham til at interasere sig mere for det jordiske
|
|
|
Post by Faith Nightingale on Jan 18, 2009 19:49:33 GMT 1
"Kyo, hold nu op!" hendes tone var en smule bitter, men hun talte på samme tid lavt for at undgå vagtens opmærksomhed, han så allerede på hende som om hun var sindssyg "Din vagt tror jeg er gal" hun talte stadig lavt for at undgå at vagten hørte hende, mens hun så sig omkring efter sin fætter. Hun vidste godt nok ikke om han kunne finde på sådan noget, men han var den eneste hun kunne komme på der ville gøre sådan nogle ting mod hende..
|
|
|
Post by spurv on Jan 18, 2009 20:09:40 GMT 1
han morede sig let " beklger at skuffe dig men jeg er ikke din fætter 2 sagde han blidt . lyset samlede sig kort i en lille kugle igen før den gled ud til alle sider. "lad vagten tro hvad han vil"
|
|
|
Post by Faith Nightingale on Jan 18, 2009 20:14:15 GMT 1
Faith knurrede lavt, uanset hvem det var satte vedkommende hende i et dårligt lys, og det brød hun sig bestemt ikke om, men hvordan kunne hun kommandere med en hun ikke kunne se? "Lad mig nu bare være, det sidste landet behøver er en sindssyg prinsesse.. De er ubrugelige" vrissede hun lavt, stadig så vagten ikke hørte hende. Hun tænkte sig om et øjelbik før hun red hen til vagten "Jeg vil gerne tilbage til slottet, jeg tror her spøger" Ligesom troen på guderne var normal, var troen på spøgelser også normal, og derfor nikkede vagten roligt mens han gav sin hest tegn til at gå i forvejen.
|
|
|
Post by spurv on Jan 18, 2009 20:17:43 GMT 1
han smilede der var lys over alt og dermed også ham " der var noget af det rigtige men jeg er ikke et spøgelse " sagde han blidt " desuden hvis du ikke vil kaldes skør så lad vær at snakke" sagde han blidt
|
|
|
Post by Faith Nightingale on Jan 18, 2009 20:22:15 GMT 1
*Fint med mig* Hun forblev tavs mens hun vendte sin hest og langsomt lod den skridte efter vagten der var et par meter foran hende. Hun var på det nærmeste skræmt fra vid og sans, og da hesten kunne føle dette trippede den og udviste en lige så stor skræk som dens ejerinde følte. Faith bøjede sig en smule ned og aede hesten blidt på halsen mens hun lavt sang en rolig sang for at berolige sig selv og hesten. Hun håbede inderligt at denne skræmmende tilstedeværelse ville forsvinde når de var kommet udenom skovsøen og tilbage til slottet.
|
|