|
Post by Foxnaru on Dec 4, 2008 20:52:29 GMT 1
Det var midt om natten, Foxnaru gik på hovedvejen med trætte skridt, han havde gået rundt hele dagen og var godt smadret. Han var forsigtig og så stille som mulig, da han ikke ville blive overfaldet af røvere, eller noget i den stil. *Jeg burde ikke være gået så meget uden en pause* tænkte han.
|
|
|
Post by Fran on Dec 4, 2008 20:55:38 GMT 1
En raslen hørtes inde fra en gyde. Fran kom langsomt gående hen mod den skikkelse hun havde set i mørket. Hun gik på lette skridt, og hendes grå kattehale svirpede vildt, men lydløst omkring hende. "Hvem er du?" sagde hun hårdt il den fremmede.
|
|
|
Post by Foxnaru on Dec 4, 2008 21:01:03 GMT 1
Foxnaru stoppede op. Han kiggede rundt, lyttede efter hvor stemmen kom fra og ikke mindst lugtede han efter personen. "D... det er lige meget.. da jeg ved du ikke tror på mig" sagde han stille og fortsatte frem af, han var bange og vidste ikke hvad der ville ske med ham. Han vidste at en røver kunne være ubarmhjertig og kold hjertet.
|
|
|
Post by Fran on Dec 4, 2008 21:03:42 GMT 1
Fran løb lydløst hen til ham. Hendes temperament var ved at komme i kog. "Sig mig, hvem tror du egentlig du er? Man ignorerer ikke mig, at du ved det!" sagde hun hårdt, og kiggede nedladende på skikkelsen. Hun havde det kolde udtryk i de brun-orange øjne, som hun stort set altid gav til folk hun ikke kendte.
|
|
|
Post by Foxnaru on Dec 4, 2008 21:08:43 GMT 1
Foxnaru stoppede op. Han kiggede på hende med e smil, han virkede overhovedet ikke farlig, han lignede også kun en 12 årige dreng, de fleste ville mene at han ikke var farlig. "Mit navn er Foxnaru Dekina Vallugard" sagde han stille. "Jeg er børnenes gud" Han vidste at hun ikke ville tro på ham. Foxnaru så hendes hale og ører og han kunen bare ikke lade vær, han tog straks fat i halen og strøg en finger over pelsen. *Det er virkelig glat* tænkte han overrasket.
|
|
|
Post by Fran on Dec 4, 2008 21:11:48 GMT 1
//Hehe. Hun har kun en hale. Ikke nogen katteører.//
Fran rev halen til sig. Hun hvæsede ad ham. "Hah. Børnenes gud," vrængede hun, og holdt om sin hale. *Ingen skal røre den, det er mit eneste minde derfra....* tænkte hun, og fik med et våde øjne. Hun tog sig sammen igen. "Og hvad så hvis du virkelig er 'børnenes gud', hva?".
|
|
|
Post by Foxnaru on Dec 4, 2008 21:16:19 GMT 1
Foxnaru vidste at hun ikke troede på ham. Han sukkede og begyndte at gå igen. "Hvis du ikke vil tro på mig, så lad vær" sagde han stille. "Jeg bestemmer ikke over dig, du bestemmer ikke over mig, sådan er det" Han tog fat i en pind og kørte den hen af jorden.
|
|
|
Post by Fran on Dec 4, 2008 21:24:11 GMT 1
Fran kunne ikke lade være. Hun var nysgerrigt anlagt, og blev simpelthen nødt til at følge efter ham, uanset om hun ville eller ej. Så det gjorde hun. "Er det rigtigt?" spurgte hun ham, og så at han også havde hale. Og endda også dyreører. Hun var overrasket, for hun troede at hun var den eneste der var sådan.
|
|
|
Post by Foxnaru on Dec 5, 2008 15:19:35 GMT 1
Foxnaru fortsatte glad. "Jeg er som jeg er, du er som du er" sagde han stille. "Men jeg er børnenes gud og det er ikke så let som man tror" Han stoppede op og kiggede på en stor sten, som han straks hoppede over til og satte sig på. Foxnaru smilede til pigen. "Hevm er du så?" spurgte han glad.
|
|
|
Post by Fran on Dec 5, 2008 15:25:57 GMT 1
Hun kiggede mistroisk på ham. *Hmmm...* tænkte hun. "Jeg er Fran Zasania!" sagde hun stolt, og stod rank. "Den sidste i min slægt, for mine slægtninge blev dræbt af sorg og smerte!" hun fik igen våde øjne, og krammede sin hale. Hun kiggede igen op på 'drengen'.
|
|
|
Post by Foxnaru on Dec 5, 2008 15:31:17 GMT 1
Foxnaru smilede, hans hale viftede fra side til side. "Nee, nee, Fran, vil du lege?" spurgte han stille, han var virkelig et barn, hans humør var et barns og det samme med hans krop og sind. "Hvorfor græder du?" Da han lagde mærke til Fran's tårer blev han selv ked af det.
|
|
|
Post by Fran on Dec 5, 2008 15:34:34 GMT 1
"Jeg græder ikke!" sagde Fran og tørrede hissigt tårene væk. Hun kiggede til siden, for hun syntes at have hørt en raslen. Så kiggede hun på ham igen. "Jeg leger ikke mere," sagde hun hårdt, "man ved aldrig hvem der lurer på én!" Hun trak for sikkerhedens skyld en af sine knive frem. Det var den der var gemt på hendes højre leg, hendes yndlingskniv, den hun havde fået af hendes far.
|
|
|
Post by Foxnaru on Dec 5, 2008 15:38:14 GMT 1
Foxnaru kiggede på hende med triste øjne, der efter kiggede han på hendes kniv. Han lagde hovedet på skrø og forstod ikke noget. "Det er jo bare et dyr" sagde han stille, da han havde set hvad der havde lavet lyden.
|
|
|
Post by Fran on Dec 5, 2008 15:42:28 GMT 1
"Man kan aldrig være for forsigtig!" sagde hun til ham og skulede. Så skræmte hun dyret væk ved at lave en hvæsende lyd. Hun fløjtede lavt, og straks kom en stor skade flyvende, og satte sig på hendes skulder. Hun tog et lille stykke brød op ad lommen og gav det til den. "Værsgo Tvit!" sagde hun stille og blidt til den.
|
|
|
Post by Foxnaru on Dec 5, 2008 15:47:27 GMT 1
Foxnaru lagde sig ned, han var udmattet, hans fødder gjorde ondt og han var meget træt. Han ville bare ikke lukke øjne af frygt for at nogen kom og stak ham ned. "Hvorfor er du her ude helt alene?" spurgte han stille.
|
|